Lettere og billigere at omdanne iværksætterselskaber (IVS’er)

Lettere og billigere at omdanne iværksætterselskaber (IVS’er)

Lettere og billigere at omdanne iværksætterselskaber (IVS’er)
Udgivet den 2. mar. 2021

Del artiklen

Som vi tidligere har omtalt her, indgik regeringen den 9. september 2020 en politisk aftale med Folketingets øvrige partier om at lempe kravene til omdannelse af iværksætterselskaber til anpartsselskaber. Reglerne er nu endeligt vedtaget og har haft virkning siden den 26. februar 2021 – til glæde og gavn for IVS-ejere.

Opdateret den 2. marts 2021.

Udfasning af IVS’et

Siden den 16. april 2019 har det ikke længere været muligt at stifte et iværksætterselskab (IVS). Udfasningsreglerne, der blev vedtaget på det tidspunkt, fastslog endvidere, at alle eksisterende IVS’er skulle omdannes til ApS’er senest den 15. april 2021. Alternativt ville de blive tvangsopløst.

Udfasningsreglerne omfattede dog en uhensigtsmæssig omkostningsfyldt byrde for de eksisterende IVS’ers omdannelse.

Udfasningsreglerne krævede nemlig, at der til brug for enhver omdannelse af et IVS skulle indhentes en erklæring fra en godkendt revisor om, at en kapital på mindst kr. 40.000, som er det gældende kapitalkrav for et ApS, var til stede. Og en sådan erklæring kunne kun undlades, hvis visse betingelser var opfyldt.

Det betød for det første, at en omdannelse efter de tidligere regler krævede en erklæring fra en godkendt revisor, og at omdannelse ikke blot kunne forestås af en advokat som ved kontant nystiftelse af et ApS.

Derudover betød det, at et IVS ikke blot skulle indskyde kontanter eller aktiver til forhøjelse af den nominelle selskabskapital, men også samtidig skulle indskyde til dækning af eventuelle regnskabsmæssige underskud.

Omdannelse efter 26. februar 2021

Men nu er det blevet nemmere og billigere at omdanne et IVS til et ApS. Håbet er selvsagt, at de sunde iværksætterselskaber vælger at omdanne sig fremfor at lade sig tvangsopløse.

Det er nu muligt at omdanne et IVS til et ApS ved ”blot” at indbetale forskellen mellem IVS’ets registrerede, nominelle selskabskapital og de kr. 40.000, som er det gældende minimumskrav for ApS’er.

Hvis du eksempelvis har indskudt kr. 10.000 ved stiftelsen af dit IVS, så kan IVS’et blive omdannet til et ApS ved indskydelse af de resterende kr. 30.000. Således ophører kravet om, at man i forbindelse med omdannelse samtidig skal dække eventuelle regnskabsmæssige underskud.

Derudover skal indbetalingen af restkapitalen fremover følge de regler og procedurer, der gælder for kapitalforhøjelser. Dette betyder blandt andet, at der ikke længere er krav om indhentelse af revisorerklæring til brug for en omdannelse på kontant basis. Derimod kan den advokat, der anmelder omdannelse i Erhvervsstyrelsens system, også afgive erklæring om, at kapitalen er til stede.

Vejen fra IVS til ApS er således blevet gjort betydeligt lettere og mindre byrdefuld.

Fristen for omdannelse udsættes

Med vedtagelsen af de nye udfasningsregler er fristen for at omdanne sit IVS til et ApS endvidere blevet forlænget med 6 måneder til den 15. oktober 2021.

Billig omdannelse fra IVS til ApS

WTC kan fortsat tilbyde en skarp fast pris på DKK 3.000 + moms for at bistå med omdannelsen fra IVS til ApS.

Uanset om du ønsker at foretage omdannelsen nu eller vente til et mere belejligt tidspunkt forud for den udsatte frist den 15. oktober 2021, foreslår vi, at du allerede nu kontakter os til en drøftelse af den rette strategi for netop dit selskab.

Skal vi hjælpe dig med at omdanne dit IVS?

Skriv dine kontaktoplysninger og navnet på det selskab, der skal omdannes. Så kontakter vi dig snarest. 

Kontakt en ekspert på området

Casper Vahr Glorvigen

Casper Vahr Glorvigen

Advokat (L) | Partner

Helle Jørgsholm

Helle Jørgsholm

Advokat (L) | Partner

David Slatcher

David Slatcher

Advokat (L) | Partner

Del artiklen

Del artiklen med dit netværk