Generationsskifte

Generationsskifte

Juridisk rådgivning om generationsskifte

Et generationsskifte handler ikke alene om at overdrage ejerskabet og sikre virksomhedens fortsatte drift, værdier og udvikling. Det handler også om at tilrettelægge en løsning, hvor den ældre generation sikres et tilstrækkeligt økonomisk grundlag efter udtræden, og den yngre generation en reel mulighed for at finansiere sin indtræden.

Hos WTC advokaterne rådgiver vi ejerledere og virksomheder gennem hele generationsskiftet – fra de første strategiske overvejelser til den endelige overdragelse. Vi hjælper med at tilrettelægge en løsning, der tager højde for virksomhedens fremtid, ejernes ønsker og de juridiske og økonomiske forhold, som følger med et generationsskifte.

En tidlig og veltilrettelagt proces kan mindske risikoen for uenigheder, skabe større tryghed for de involverede og sikre en smidig overgang til de nye ejere.

Hvad er et generationsskifte?

Et generationsskifte er en proces, hvor ejerskabet af en virksomhed overdrages til nye ejere. Overdragelsen kan ske til familiemedlemmer, en eller flere nøglemedarbejdere eller en ekstern køber.

Begrebet generationsskifte bruges derfor ikke kun, når en virksomhed overdrages fra forældre til børn. Det kan også omfatte andre former for ejerskifte, hvor den nuværende ejer ønsker at træde helt eller delvist ud af virksomheden.

Et generationsskifte kan gennemføres på én gang eller som en gradvis overdragelse over en længere periode. Den bedste løsning afhænger blandt andet af virksomhedens ejerforhold, økonomi, selskabsstruktur og de involverede personers fremtidige roller.

Du kan også læse artiklen: Medarbejdervirksomhed – en ny model for kollektivt generationsskifte

Hvornår bør et generationsskifte planlægges?

Et generationsskifte bør som udgangspunkt planlægges i god tid, ofte flere år før den ønskede overdragelse.

Tidlig planlægning giver mulighed for:

  • at optimere selskabsstrukturen
  • at afklare skattemæssige forhold
  • at planlægge finansiering for den yngre generation, og
  • at sikre en smidig overgang

Det giver samtidig tid til at forberede den kommende ejer og skabe en tydelig plan for den nuværende ejers rolle efter overdragelsen.

Der findes ikke én model, der passer til alle virksomheder. Valget afhænger blandt andet af virksomhedens størrelse, branche, ejerkreds, økonomi og de langsigtede planer for virksomheden og ikke mindst de involverede parter.

Jo tidligere processen påbegyndes, desto flere muligheder vil der typisk være for at tilrettelægge et generationsskifte, der fungerer for både virksomheden, den nuværende ejer og de kommende ejere.

Hvem kan virksomheden overdrages til?

Overdragelse til næste generation

For nogle virksomheder er den naturlige løsning at overdrage virksomheden til næste generation i familien. Det kan være relevant, når et eller flere familiemedlemmer allerede arbejder i virksomheden eller ønsker at videreføre den. Hvis kun ét af flere børn skal overtage, kan det dog også her være fornuftigt at søge rådgivning om muligheden for at balancere fordele og ulemper herved over for de øvrige børn.

Overdragelse til nøglemedarbejder

I andre tilfælde kan en overdragelse til en eller flere nøglemedarbejdere være den bedste løsning. Medarbejderne har ofte et indgående kendskab til virksomhedens drift, kunder og organisation, men overdragelsen kan samtidig rejse spørgsmål om finansiering, ejerstruktur og den fremtidige ledelse. For nylig er også indført nye muligheder for involvering af hele medarbejderstaben i ejerkredsen gennem en såkaldt medarbejderejevirksomhed, der i visse tilfælde også kan være relevant, eventuelt i sammenhæng med et generationsskifte af størstedelen af virksomheden til den yngre generation, for at anerkende og fastholde medarbejderstaben også efter den hidtidige ejers udtræden.

Læs også artiklen: Generationsskifte til nøglemedarbejdere

Overdragelse til ekstern køber

Et salg til en ekstern køber kan være den rigtige løsning, hvis virksomheden ikke skal videreføres i familien eller blandt medarbejderne. Her vil processen ofte have karakter af en almindelig virksomhedsoverdragelse med blandt andet værdiansættelse, due diligence, forhandling og udarbejdelse af en overdragelsesaftale.

Vi rådgiver om de juridiske muligheder og hjælper med at vurdere, hvilken løsning der bedst understøtter virksomhedens langsigtede udvikling og ejerens ønsker.

Hvordan foregår et generationsskifte?

Et generationsskifte begynder typisk med en afklaring af ejerens mål. Det skal blandt andet fastlægges, hvem der skal overtage virksomheden, hvornår overdragelsen skal ske, og om den nuværende ejer fortsat skal have en rolle i virksomheden.

Herefter vurderes virksomhedens selskabsstruktur og ejerforhold. I nogle tilfælde kan det være relevant at gennemføre en virksomhedsomdannelse, stiftelse af et holdingselskab, spaltning eller anden selskabsretlig omstrukturering eller ændring, før selve overdragelsen finder sted.

Virksomhedens værdi og finansieringen af overdragelsen skal også afklares. Hvis virksomheden overdrages til familiemedlemmer eller medarbejdere, kan finansieringen være et centralt spørgsmål. Det skal samtidig undersøges, om overdragelsen kan gennemføres med skattemæssig succession, og hvilke betingelser der i så fald skal være opfyldt før generationsskiftet og overholdes i en periode efter generationsskiftet.

Når rammerne er på plads, udarbejdes de nødvendige aftaler og dokumenter. Det kan blandt andet være en virksomhedsoverdragelsesaftale, ejeraftale, finansieringsdokumenter og aftaler om den nuværende ejers fortsatte rolle.

Et generationsskifte er således ikke én enkelt disposition, men et samlet forløb, hvor de juridiske, økonomiske og personlige forhold skal hænge sammen.

Hvordan kan WTC advokaterne hjælpe?

Vi rådgiver om både planlægningen og gennemførelsen af generationsskifter.

Vi hjælper dig blandt andet med:

  • Valg af virksomhedsform
  • Om overdragelse skal ske fuldt ud eller successivt
  • Due diligence
  • Virksomhedsomdannelse, køb af egne aktier, spaltning eller brug af skattefrie omstruktureringsformer for kapitalselskaber
  • Virksomhedsoverdragelsesaftaler
  • Forhold i relation til finansiering af generationsskiftet

Vi hjælper også med at identificere de spørgsmål, der bør afklares tidligt i processen, og med at koordinere forløbet med virksomhedens øvrige rådgivere, når der er behov for blandt andet økonomisk, skattemæssig eller regnskabsmæssig rådgivning. Vi henviser også meget gerne til gode samarbejdspartnere inden for bank, revision og investeringsrådgivning.

Vores rådgivning tager udgangspunkt i den enkelte virksomhed. Målet er at skabe en løsning, der ikke blot er juridisk holdbar, men som også understøtter virksomhedens fortsatte drift og ejerens langsigtede ønsker.


5 forhold, der bør afklares tidligt

  • Hvem skal overtage virksomheden?
  • Hvornår skal overdragelsen gennemføres?
  • Hvordan skal virksomheden værdiansættes?
  • Kan overdragelsen ske med skattemæssig succession?
  • Skal selskabs- eller ejerstrukturen ændres inden overdragelsen?

Læs også artiklen: Nyt regeringsgrundlag gør generationsskifte endnu mere aktuelt

Læs også artiklen: Generationsskifte af udlejningsejendomme

Kontakt vores specialister i generationsskifte

Overvejer du et generationsskifte, kan det være en fordel at få afklaret mulighederne, inden der træffes endelige beslutninger.

Kontakt vores specialister for en indledende drøftelse af, hvordan et generationsskifte kan tilrettelægges med udgangspunkt i din virksomhed, dine fremtidsplaner og den ønskede ejerkreds.

 

 

Kontakt en ekspert i generationsskifte

Casper Vahr Glorvigen

Casper Vahr Glorvigen

Advokat (L) | Partner

Helle Jørgsholm

Helle Jørgsholm

Advokat (L) | Partner

Emma Mølgaard Borre

Emma Mølgaard Borre

Advokat (L) | Partner

Morten Ammentorp

Morten Ammentorp

Advokat (H) | Partner

Morten Jensen

Morten Jensen

Advokat (H) | Partner

David Slatcher

David Slatcher

Advokat (L) | Partner

Gabriel L. Martiny

Gabriel L. Martiny

Advokat (H) | Partner