Arveforskud eller gave? – få styr på forskellen

Arveforskud eller gave? – få styr på forskellen

Arveforskud eller gave? – få styr på forskellen
Udgivet den 2. okt. 2025

Del artiklen

Vil du hjælpe dine børn nu og undgå arvestrid senere? At give et arveforskud eller en gave kan være en god løsning for dig, der ønsker at hjælpe arvinger, mens du er i live.

Arveforskud og gave er to begreber, der ofte bruges i forbindelse med overdragelse af værdier. Selvom arveforskud og gave kan virke ens, har de forskellige juridiske formål og konsekvenser.

Skattemæssigt behandles arveforskud som en gave, men med specifikke regler for fradrag i arv. For at undgå juridiske problemer er det vigtigt at forstå forskellene og ikke mindst at kunne dokumentere de dispositioner, der er foretaget. Her får du et kort overblik over forskellen på arveforskud og gave, så du kan træffe det rigtige valg.

Arveforskud WTC advokaterne

Hvad er et arveforskud?

Et arveforskud er en økonomisk ydelse, som en arving modtager fra en arvelader, hvor det er aftalt, at beløbet skal trækkes fra arvingens fremtidige arv. Det betyder, at arveforskuddet ikke er en gave i traditionel forstand, men snarere en forudbetaling af arven. Aftalen om arveforskud kan være skriftlig eller stiltiende, men det er vigtigt, at arvingen er klar over, at beløbet skal fratrækkes i arven.

Når arveforskuddet er givet, skal det lægges til boet ved beregningen af arvelodder og tvangsarv, når boet senere skal opgøres. Hvis arveforskuddet overstiger arvingens arvelod – altså den andel af dødsboet, der er tilkendt arvingen – skal arvingen normalt ikke betale det overskydende beløb tilbage, medmindre der er en særlig aftale om det.

For at undgå misforståelser og juridiske tvister arvinger imellem er det vigtigt at dokumentere aftaler om arveforskud skriftligt. Aftalen bør klart angive, at beløbet skal fratrækkes i den fremtidige arv.

Hvad er en gave?

En gave er en ydelse, der gives uden krav om modydelse og uden vilkår om fradrag i en fremtidig arv. Gaver kan gives til hvem som helst og har ingen direkte forbindelse til arvelodder eller tvangsarv (den del arvinger altid har krav på).

Det er vigtigt, at der ikke er tvivl om, hvorvidt der er givet en gave eller et arveforskud. Dette gælder særligt, når der er flere arvinger, som kan have modsatrettede interesser i den sammenhæng. Det anbefales derfor at oprette et gavebrev ved større gaver, så der ikke er tvivl om, hvorvidt et overført beløb er gave, lån eller arveforskud.

Gaver har ingen indflydelse på arvefordelingen, medmindre de gives som dødslejegaver, der kan tillægges boet ved beregningen af boafgift.

Hvad er dødslejegaver?

Dødslejegaver er gaver, der gives kort før giverens død, når døden er nært forestående, og giveren er klar over dette. De behandles som testamentariske dispositioner, dvs. beslutninger om, hvem der skal arve, og hvordan arven skal fordeles, som normalt skal fremgå af et testamente, og skal opfylde de samme formkrav som testamenter. Mange hævninger, der foretages kort før dødsfald, omfattes af disse regler, hvilket ofte er til arvingernes overraskelse.

Konklusion

Arveforskud er knyttet til fremtidig arv og påvirker arvefordelingen, mens gaver er endelige overdragelser uden krav om fradrag i arv.  En dødslejegave er en gave givet kort før døden, når døden var nært forestående, og giveren vidste det; her gælder testamentsreglernes formkrav.

Du bør derfor overveje overdragelsens karakter, inden den gennemføres. Det kan blive afgørende på langt sigt, at det kan dokumenteres, hvad hensigten var, og hvad der er foretaget.

Læs også: Man arver ikke gæld… Eller gør man?

Har du brug for rådgivning?

Vil du være sikker på, at din gave eller dit arveforskud bliver håndteret korrekt – både juridisk og skattemæssigt – så tag fat i os. Vi hjælper dig med at vælge den rigtige løsning, sikre dokumentationen og undgå ubehagelige overraskelser senere.

Har du spørgsmål?

Hvis du har brug for hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.

Del artiklen

Del artiklen med dit netværk