Ledelsesansvar

Gå tilbage

Ledelsesansvar

En af fordelene ved at drive virksomhed i selskabsform (ApS, A/S) er adskillelsen mellem selskabets øko-nomi på den ene side og kapitalejernes, direktionens og bestyrelsens økonomi på den anden side. Det kræver som bekendt minimum kr. 80.000 i selskabskapital at stifte et anpartsselskab og kr. 500.000 at stifte et aktieselskab. Begår et selskab fejl i forhold til samarbejdspartnere (ex. mangelfuld levering, mang-lende betaling m.v.) hæfter som udgangspunkt alene selskabet med selskabets økonomi for eventuelle tab, som samarbejdspartnere m.v. måtte lide. Hverken direktion eller bestyrelse er som udgangspunkt ansvarlig for samarbejdspartnerens eventuelle tab.

Dette udgangspunkt følger for så vidt af den almindelige aftaleret, der lægger til grund at aftalens parter ved aftaleindgåelse, og for så vidt løbende i aftaleperioden, må vurdere aftalens tilknyttede risici, herunder også med henblik på at vurdere modpartens opfyldelsesevne. Det betyder endvidere, at en aftalepart i udgangspunktet selv bærer risikoen for, at ens egne forudsætninger svigter, eksempelvis at samarbejds-partneren ikke leverer som aftalt.

En aftalepart har således selv et ansvar for, og en risiko for, at eventuelle indgåede aftaler opfyldes, og sker dette ikke, er det den kommercielle risiko, den pågældende aftalepart har valgt at løbe. For kapital-ejere vil der således være tale om en investering og en knyttet uvished om et fremtidigt afkast. Det forhold at et selskab går konkurs, giver således ikke kapitalejeren direkte adgang til at gøre krav gældende overfor bestyrelse og/eller direktion. Det samme gælder, hvis en bank eksempelvis har lånt penge til et selskab, og selskabet går konkurs. Heller ikke i den situation er der ikke nødvendigvis bestyrelsesansvar eller ansvar for direktionen som følge af selskabets manglende evne til at tilbagebetale et lån, eller som følge af, at en eventuel sikkerhedsstillelse har vist sig utilstrækkelig i forhold til lånets størrelse m.v. Det er i udgangspunktet bankens egen risiko at have udlånt penge.

En ledelse i et selskab har et ”forretningsmæssigt skøn” (også kaldet ”business judgement rule”), som består i, at ledelsen har en skønsmæssig margin til at træffe forretningsmæssige beslutninger, som uanset om de måtte vise sig at være tabsgivende ikke medfører, at ledelsen ifalder ansvar. Der er oftest tale om dispositioner, der har karakter af simpel uagtsomhed. Ansvarsfriheden for ledelsen forudsætter, at ledel-sen har handlet forsvarligt. Det forretningsmæssige skøn bygger naturligvis også på det ovenfor anførte omkring parternes egen risiko ved at indgå i kommercielle forhold

Til trods for ovennævnte udgangspunkt kan en direktion og/eller en bestyrelse ifalde ansvar som følge af handlinger eller undladelser, der foretages i udøvelsen af de pågældendes ledelsesgerning i selskabet. Ledelsesansvaret bliver oftest særligt aktuelt, når en kreditor (eksempelvis en leverandør eller bank) lider tab i forbindelse med et selskabs konkurs. I sådan et tilfælde vil kreditorerne ikke sjældent forsøge at holde direktionen og eller bestyrelsen personlig ansvarlig for det tab kreditor lider.

Selskabsloven opstiller en række handlepligter for et kapitalselskabs bestyrelse og direktion. Eksempelvis skal bestyrelsen, foruden at sikre en overordnet og strategisk ledelse og en forsvarlig organisation af sel-skabets virksomhed, sikre, at selskabets kapitalberedskab til en hver tid er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde kapitalselskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og kapitalselskabet er således til en hver tid forpligtet til at vurdere den økonomiske situation og sikre, at det tilstedeværende kapitalberedskab er forsvarligt, jfr. nærmere Selskabslovens § 115, nr. 5. Det er særligt denne bestemmelse en kreditor vil søge at støtte ret på i forbindelse med en ansvarssag mod en ledelse i en virksomhed.

De danske domstole har adskillige gange taget stilling til sager om bestyrelsesansvar og direktionsansvar. Nedenfor er eksempler på sager, hvor der blev statueret bestyrelsesansvar og direktionsansvar.

Eksempel 1 (Dom trykt i UfR2007.497H)

Den 19. januar 1996 etableredes et rejseselskab med en egenkapital på kr. 1 mio. Grundla-get for finansieringen af driften var de forudbetalinger, der blev modtaget fra kunderne. Den 17. oktober 1996 blev selskabet erklæret konkurs. Forinden havde selskabet oparbej-det et underskud på ca. kr. 38 mio. og ved konkursens indtræden, havde selskabet en ne-gativ egenkapital på ca. kr. 37 mio. Konkursboet anlagde sag mod selskabets direktør, der havde stået for den daglige ledelse, og mod 4 bestyrelsesmedlemmer med påstand om delvis erstatning for konkursboets/rejseselskabets tab, der var opstået på grund af den gæld, der var oparbejdet inden konkursen.

Højesteret lagde til grund, at årsagen til underskuddet i første række var, at rejseselskabet gennem hele perioden i væsentligt omfang havde solgt rejser til priser, som end ikke dæk-kede de direkte omkostninger og fandt, at rejsebureauet gennem hele perioden var blevet drevet på en måde, som måtte betegnes som klart uforsvarlig. Højesteret fandt også, at bestyrelsen i det hele havde forsømt deres forpligtelse til at føre tilsyn med rejsebureauets økonomi og forhold i øvrigt, og at hvert medlem af bestyrelsen derved havde udvist en be-tydelig uagtsomhed. Da et indgreb i fra bestyrelsens side senest i sommeren 1996 ville ha-ve formindsket rejsebureauets underskud og dermed kreditorernes tab med mindst kr. 5 mio., som udgjorde konkursboets erstatningskrav for Højesteret, blev alle bestyrelsesmed-lemmerne dømt til solidarisk at betale dette beløb i erstatning.

Eksempel 2 (Dom trykt i UfR 1998.1137H)

Et aktieselskab, der drev en professionel fodboldklub, blev erklæret konkurs 15. januar 1990. Konkursboet påstod herefter bestyrelsens 5 medlemmer tilpligtet at betale erstat-ning for tab ved fortsat drift af selskabet i 1989. Højesteret tiltrådte, at konkursboet kunne gøre det erstatningsansvar gældende, som bestyrelsens medlemmer måtte have pådraget sig ved uforsvarligt at fortsætte selskabets drift. På et bestyrelsesmøde i marts 1989 forelå årsregnskabet for 1988, som trods indtægtsføring og aktivering af kontraktrettigheder vedrørende spillerstaben med ca. kr. 500.000 viste et underskud på ca. kr. 350.000 og tab af hele egenkapitalen. På et møde den 4. april 1989, hvor et resultatbudget for 1989 blev gennemgået, burde bestyrelsen have indset, at videreførelse af selskabet ikke var muligt uden yderligere tab, og bestyrelsen havde derved handlet uforsvarligt ved at fortsætte driften. Som sagen forelå for Højesteret, blev der ved opgørelsen af tabet ved den fortsatte drift taget udgangspunkt i den i en skønserklæring opgjorte forskel på ca. kr. 1,7 mio. mellem underbalancen henholdsvis den 4. april 1989 og den 5. januar 1990. Tabet blev skønsmæssigt fastsat til kr. 1 mio.

Eksempel 3 (dom trykt i UfR 2011.1290)

Brødrene A og B omdannede i februar 2000 deres virksomhed fra et I/S til et aktieselskab. De deltog begge aktivt i den daglige drift og var medlemmer af bestyrelsen. En tredje bror, C, var formand for bestyrelsen, men deltog i øvrigt ikke i virksomheden. Selskabets drift blev indstillet i oktober kvartal 2000, og selskabet blev taget under konkursbehandling i 2002. Det viste sig, at aktiekapitalen aldrig havde været til stede i selskabet, heller ikke på omdannelsestidspunktet. Desuden var selskabets bogføring ophørt efter kort tid, selskabet havde ikke foretaget afregning for moms eller A-skat, og der var ikke afholdt bestyrelses-møder eller fulgt op på bogføring og budgetter.

Landsretten anså de tre brødre for at være solidarisk ansvarlige for det tab, som selskabets kreditorer og dermed konkursboet havde lidt, og fandt ikke grundlag for lempelse af er-statningsansvaret.

Højesteret fandt også, at brødrene var solidarisk ansvarlige for selskabets kreditorers tab som følge af det manglende kapitalgrundlag i aktieselskabet og den underskudsgivende drift. Højesteret tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at lempe erstatningsan-svaret for nogen af brødrene.

Eksempel 4 (trykt i UfR 2007.2128 H)

Et selskab, A, der frem til oktober 1998 drev speditionsvirksomhed, blev af toldmyndighe-derne i oktober 1996 afkrævet ca. 31 mio. kr. i bl.a. toldafgifter i forbindelse med import af varer. Told- og Skattestyrelsen stadfæstede i november 1997 toldmyndighedernes afgørel-se for ca. 30 mio. kr. Selskabet indbragte i januar 1998 styrelsens afgørelse for landsretten og fik henstand med betaling, indtil sagen var afgjort i landsretten. A foretog ikke hensæt-telser for Skatteministeriets krav. I oktober 1998 besluttede bestyrelsen, der da bestod af B1-B3, at indstille aktiviteterne og afvikle selskabet. I april 2000 indtrådte to nye medlem-mer, B4 og B5, i selskabets bestyrelse. I marts 2003 gik A konkurs, hvorefter den verseren-de retssag blev afvist, da hverken boet eller kreditorerne ønskede at indtræde. Skattemini-steriet krævede herefter erstatning af B1-B5, under henvisning til at de havde handlet an-svarspådragende over for Skatteministeriet ved ikke at have sikret en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt selskabets kreditorer.

Højesteret udtalte, at A’s ledelse længe havde været bekendt med Skatteministeriets krav, da man i 1998 besluttede at indstille aktiviteterne og afvikle selskabet. Det var åbenbart, at A var insolvent, hvis skattemyndighedernes krav viste sig at være berettiget. Hverken indsigelserne mod kravet eller selskabets afvikling i øvrigt kunne begrunde, at ledelsen i forbindelse med afviklingen helt så bort fra muligheden for, at kravet kunne være beretti-get. Herefter havde A på uforsvarlig måde tilsidesat hensynet til Skatteministeriet ved ikke at sikre ligelig fordeling af aktiverne blandt kreditorerne. B1-B3 deltog i beslutningen om afvikling af selskabet og derefter i udførelsen af beslutningen, idet B2 og B3 dog udtrådte, før afviklingen var endeligt afsluttet. B1-B3 var på denne baggrund erstatningsansvarlige for Skatteministeriets tab på knap kr. 2,5 mio. B4 og B5 havde handlet ansvarspådragende ved ikke at have grebet ind, så snart de efter deres indtræden i bestyrelsen blev eller burde være blevet opmærksomme på, at selskabet blev afviklet, uden at der blev sikret ligelig fordeling af aktiverne blandt selskabets kreditorer. På baggrund af oplysninger om selska-bets aktiver primo og ultimo 2000 lagde Højesteret til grund, at de kunne have afværget et tab på et skønsmæssigt fastsat beløb på 0,5 mio. kr., og de var derfor erstat-ningsansvarlige for dette beløb.

Som det fremgår af ovennævnte eksempler, kommer et ansvarsgennembrud i forhold til selskabets ledelse typisk på tale i de situationer, hvor ledelsen har valgt at fortsætte selskabets drift, uagtet at det burde have stået ledelsen (direktion og bestyrelse) klart, at selskabet ved fortsat drift ville påføre kreditorerne et større tab. Dette tidspunkt refereres der ofte til som håbløshedstidspunktet (”point of no return”). Et selskab er ikke nødvendigvis insolvent ved ”point of no return”, og ledelsens manglende identifikation af ”point of no return” er ikke nødvendigvis direkte ansvarspådragende. Omvendt følger det af ovennævnte eksempler, at et insolvent selskab, typisk har forpasset ”point of no return”, i hvilket tilfælde fortsat drift og tab vil kunne være ansvarspådragende for direktionen og bestyrelsen.

Det afgørende for bestyrelsesansvaret og direktionsansvaret er således, om bestyrelsen og/eller direktio-nen vidste, eller burde have vidst, at det var håbløst at videreføre selskabet uden at påføre kreditorerne et større tab. Vurderingen af hvornår selskabet er forbi ”the point of no return” er naturligvis en skønsmæssig vurdering, som er overladt til ledelsen. Derfor er det naturligvis også ledelsen, der har ansvaret i denne forbindelse.

Særligt i kriseramte selskaber bør ledelsen (bestyrelse og direktion) sikre, at der løbende gennemføres økonomiske analyser omkring selskabets økonomi med henblik på løbende at vurdere, om driften skal fortsætte uændret, eller om alle eller dele af selskabets aktiviteter skal afvikles. I den forbindelse er det tillige vigtigt, at ledelsen kan dokumentere, hvilke oplysninger, der er tilvejebragt, og hvilke drøftelser ledelsen har haft på baggrund af oplysningerne.

Hvis du har spørgsmål til ledelsesansvar, er du velkommen til at rette henvendelse til advokat David Slatcher.