Fra den 1. januar 2021 har dine EU-varemærker og EU-designs ikke længere gyldighed i Storbritannien. Med Storbritannien ude af EU bliver registrerede EU rettigheder automatisk konverteret til tilsvarende britiske rettigheder. Men hvis du har en igangværende EU-ansøgning skal denne suppleres af en særskilt britisk ansøgning, hvis du fortsat ønsker beskyttelse i Storbritannien.
Læs mere om dine IP-rettigheder efter Brexit i denne artikel.
Registrerede EU-varemærker og EU–designs konverteres automatisk
Storbritannien konverterer automatisk alle eksisterende EU-rettigheder til tilsvarende britiske rettigheder. Dette sker uden omkostninger for dig som rettighedshaver.
Dine varemærker og designs bevarer deres oprindelige form med samme prioritets- og fornyelsesdato, og du får ikke udstedt nye registreringscertifikater.
Igangværende ansøgninger: Ny britisk ansøgning er påkrævet
Hvis du har verserende EU-varemærke- og designansøgninger, der stadig var under behandling pr. 1. januar 2021, skal du være opmærksom på, at disse ikke automatisk bliver omdannet til britiske varemærker og designs.
Du har i stedet mulighed for at supplere din EU-ansøgning med en særskilt national ansøgning til Storbritannien, hvis du fortsat ønsker beskyttelse i Storbritannien. Den nye ansøgning samt ansøgningsgebyr skal indgives inden den 30. september 2021.
Den nye britiske ansøgning vil derefter blive revurderet af den britiske varemærkemyndighed.
Fornyelser skal ansøges særskilt for Storbritannien
Fornyelser af EU-varemærker eller designs, der ansøges efter den 1. januar 2021, gælder kun for de 27 EU-lande og det vil sige ikke længere for Storbritannien.
Derfor skal du fremover ansøge særskilt om fornyelse for Storbritannien, hvis du ønsker at dine rettigheder fortsat skal gælde her. Det er den britiske varemærkemyndighed, der giver en separat forlængelse, og du skal betale separate fornyelsesgebyrer.
Læs mere om ansøgningsprocedurer og gebyrer her: GOV.UK/guidance.
Ingen konsekvens for Europæiske patenter
Storbritanniens udtræden af EU har ingen konsekvenser for patenter udstedt af den Europæiske Patentmyndighed. EU patenter er baseret på en international aftale og Den Europæiske Patentkonvention, som også omfatter lande uden for EU.
Hvis du har spørgsmål til dine IP-rettigheder, eller ønsker at drøfte dine muligheder, så er du naturligvis velkommen til at kontakte advokat Helle Jørgsholm på hj@wtc.dk eller +45 48 22 00 40.
Har du spørgsmål?
Hvis du ønsker at høre mere, eller har spørgsmål til artiklen, så er du velkommen til at kontakte os.
Kontakt en ekspert på området

