Datatilsynet har, ligesom tidligere år, offentliggjort deres fokusområder for 2025, som vil præge årets tilsynsaktiviteter og skærpe kravene til virksomhedernes håndtering af personoplysninger.
I denne artikel gennemgår vi de vigtigste fokusområder og giver konkrete råd til, hvordan din virksomhed kan sikre compliance med GDPR.
Datatilsynets fokusområder for 2025
De særlige fokusområder for Datatilsynets tilsyn i 2025 omfatter blandt andet:
- Digital tracking i det virkelige liv
- De registreredes ret til sletning
- Kunstig intelligens – generativ AI
Vi vil kort skitsere, hvad de udvalgte fokusområder indebærer, og hvad du som virksomhed kan gøre for at leve op til kravene.
Digital tracking i det virkelige liv
Datatilsynet vil have fokus på, hvordan apps og digitale løsninger indsamler og videregiver personoplysninger om borgeres adfærd, herunder indkøbsvaner.
Som virksomhed kan du i den forbindelse gøre følgende:
- Kortlæg de data, I indsamler via apps, og vurder, om det er nødvendigt
- Sørg for at informere brugerne klart og tydeligt om dataindsamlingen, og indhent deres samtykke
- Implementer rutiner til løbende vurdering af jeres tracking-løsninger for at sikre, at de overholder GDPR
De registreredes ret til sletning
Som led i en fælles europæisk indsats under EDPB vil Datatilsynet fokusere på, hvordan virksomheder håndterer anmodninger om sletning af personoplysninger.
Som virksomhed kan du i den forbindelse gøre følgende:
- Etabler klare processer for håndtering af sletningsanmodninger
- Sørg for, at jeres IT-systemer er opsat til hurtigt at identificere og slette relevante data
- Dokumentér jeres processer og indsats for at kunne påvise compliance ved et tilsyn
Læs også: Dansk virksomhed idømt bøde for manglende sletning af personoplysninger
Kunstig intelligens – generativ AI
Brugen af AI vinder frem, men Datatilsynet ser udfordringer i manglende opmærksomhed på databeskyttelsesregler ved implementering af teknologien.
Som virksomhed kan du i den forbindelse gøre følgende:
- Foretag en GDPR-compliance-vurdering, inden I implementerer AI-løsninger
- Træn medarbejdere i korrekt brug af AI og i forståelsen af krav til databeskyttelse
- Dokumentér beslutninger og processer om udvikling og anvendelse af AI
- Lav en årlig gennemgang af jeres sletningsprocedurer for at sikre, at de stadig er effektive og tidssvarende
Læs også: Pligt til at sikre medarbejderes AI-færdigheder
Læs om alle fokusområderne 2025 på Datatilsynets hjemmeside
Hvad betyder det for din virksomhed?
Datatilsynet vil i 2025 fokusere på brede undersøgelser, der kan resultere i generelle tilsyn med virksomheder. Derfor er det afgørende, at din virksomhed allerede nu arbejder proaktivt med GDPR-compliance:
- Transparens og datasikkerhed: Hvis I anvender apps eller andre digitale løsninger, skal I sikre gennemsigtighed omkring dataindsamling og korrekt håndtering af personoplysninger
- Håndtering af AI: Hvis I anvender kunstig intelligens, skal I gennemgå jeres løsninger for at sikre, at de overholder GDPR-kravene både i udviklingsfasen og under drift samt sikre, at jeres medarbejdere er trænet i korrekt brug af AI
- Klare processer: I skal etablere klare processer for håndtering af sletningsanmodninger samt løbende sikre, at de kan håndteres i praksis og er tidssvarende
- Løbende overvågning: Datatilsynet reagerer ofte på klager eller offentlig opmærksomhed. Regelmæssig overvågning og tilpasning af jeres processer kan minimere risikoen for brud
Datatilsynets fokusområder understreger vigtigheden af en proaktiv tilgang til GDPR-compliance. Manglende forberedelse kan medføre bøder og skade på din virksomheds omdømme.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til artiklen eller brug for bistand til en GDPR-gennemgang eller en vurdering af jeres AI-løsninger? Så er du meget velkommen til at kontakte os.
Kontakt en ekspert på området

Gabriel L. Martiny
Advokat (H) | Partner




