Fra den 1. juli 2025 blev det muligt at få en attest til nær pårørende. Den udstedes af Familieretshuset og er en forenklet løsning for familier, hvor et medlem har brug for hjælp til at klare praktiske og økonomiske forhold.
Attesten er en slags “light-udgave” af et værgemål. Den gør det lettere at hjælpe en nærtstående uden at skulle igennem den lange og tunge proces, som et egentligt værgemål kræver.
Hvad er formålet med en attest til nær pårørende?
Formålet med en attest til nær pårørende er at give personer med nedsat evne til at klare sig selv mulighed for støtte fra en betroet pårørende. Det kan for eksempel være hjælp til at holde styr på faste regninger eller til at have kontakt med offentlige myndigheder.
Hvad giver attesten ret til?
Med en attest kan den pårørende varetage nogle udvalgte opgaver, blandt andet:
- Stå for kontakt med sociale myndigheder.
- Samtykke til flytning, hvis den berørte ikke protesterer.
- Underskrive en lejekontrakt.
- Indflydelse på, om der skal bruges GPS eller andre sporingssystemer.
- Betale faste udgifter som husleje, el, vand, varme, terminer og kostordning på f.eks. plejehjem. Udgifterne skal dog være almindelige og rimelige.
Hvad giver attesten ikke adgang til?
Attesten omfatter ikke alle forhold. Den giver ikke ret til at:
- Betale personlige udgifter som medicin, frisør eller transport.
- Hæve lommepenge.
- Råde over bankindestående eller sælge aktiver.
- Investere eller administrere formue.
- Tegne nye forsikringer eller abonnementer.
Hvordan søger man om en attest?
Ansøgningen skal indsendes til Familieretshuset og indeholde:
- En straffeattest fra den, der søger om en attest.
- En samtykkeerklæring fra den person, der skal hjælpes – hvis vedkommende forstår situationen. Ellers en lægeerklæring.
- En erklæring på tro og love om, at der ikke er modstand fra andre nære pårørende, og at ordningen er i tråd med den pågældendes ønsker. Hvis attesten søges på grundlag af et samtykke fra den, der har behov for hjælp, skal den pårørende bekræfte, at den, der har brug for hjælp, har den nødvendige dømmekraft til at forstå sin situation og beslutning.
En praktisk løsning – men ikke en erstatning
En attest til nær pårørende kan være en stor hjælp i hverdagen. Men den kan ikke erstatte et værgemål eller en fremtidsfuldmagt. Den er kun tænkt som en praktisk løsning for personer med en enkel økonomi, som ikke selv har oprettet en fremtidsfuldmagt.
Læs også: Hvorfor oprette fremtidsfuldmagter og er fremtidsfuldmagter altid den bedste løsning?
Har du brug for rådgivning?
Har du brug for rådgivning om værgemål, fremtidsfuldmagt eller attest til nær pårørende? Kontakt WTC advokaterne for en uforpligtende samtale.
Du kan også læse mere om fremtidsfuldmagter og testamente her
Har du spørgsmål?
Hvis du har brug for hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.
Kontakt en ekspert på området





