Anbringelse uden for hjemmet: Kend dine rettigheder

Anbringelse uden for hjemmet: Kend dine rettigheder

Anbringelse uden for hjemmet: Kend dine rettigheder
Udgivet den 26. aug. 2024

Del artiklen

En anbringelse af et barn er en stor indgriben i familielivet. Derfor er det vigtigt, at du som forælder eller barn/ung kender dine rettigheder, så du/I ved, om de overholdes.

Traditionelt arbejdes der med 2 typer af anbringelser – frivillige anbringelser og tvangsanbringelser. Som udgangspunkt har du de samme rettigheder, uanset om der er tale om en tvangsanbringelse eller en frivillig anbringelse.

Ved en tvangsanbringelse har du dog yderligere ret til gratis advokathjælp, at få sagen prøvet i børn- og ungeudvalget samt at få en genbehandlingsfrist på sagen.

Hvad er en tvangsanbringelse og en frivillig anbringelse?

Der er tale om en tvangsfjernelse eller tvangsanbringelse, når myndighederne fjerner et barn fra hjemmet uden forældrenes samtykke.

Der er tale om en frivillig anbringelse, når et barn anbringes uden for hjemmet med forældrenes samtykke.

Formålet med en anbringelse er at beskytte barnet, så det ikke lider overlast f.eks. på grund af utilstrækkelig omsorg, forældrenes alkoholmisbrug, vold eller psykisk sygdom samt vanskeligheder hos barnet som gør, at det vurderes, at barnet ikke kan bo hjemme.

Kommunen har pligt til at anvende det mindst formålstjenestelige middel for at sikre barnet (proportionalitetsprincippet). Det betyder blandt andet, at kommunen skal vurdere, om barnet og forældrene kan hjælpes på en mindre indgribende måde end tvangsanbringelse – f.eks. med støtte i hjemmet.

Forældres rettigheder ved tvangsanbringelse

Hvis kommunen vurderer, at en tvangsanbringelse af dit barn er nødvendigt, har du som forælder ret til følgende:

  • En uafhængig støtteperson og bisidder ved møder
  • Inddragelse i dit barns sag og til at blive hørt inden beslutninger træffes
  • Indsigt i børnefaglig undersøgelse og handleplan for tvangsanbringelse
  • At få en genbehandlingsfrist på din sag
  • Samvær med dit barn, medmindre der er truffet specifik afgørelse om andet
  • At klage om en afgørelse
  • Gratis advokathjælp

Barnets/den unges rettigheder ved tvangsanbringelse

Som barn eller ung har du ret til at blive hørt, hvis kommunen overvejer en tvangsanbringelse. Derfor skal kommunen invitere dig til en samtale, kaldet børnesamtale, der skal afdække din holdning til en evt. tvangsanbringelse.

Udover børnesamtalen har du også ret til:

  • En bisidder ved møder
  • Samvær og kontakt med dine forældre og øvrige netværk under anbringelsen
  • Hvis du er over 10 år, har du ret til at klage
  • Hvis du er over 10 år, har du ret til gratis advokathjælp

Faldgruber ved frivillig anbringelse

Vi oplever desværre ofte, at forældre får sagt ja til en frivillig anbringelse, uden forinden at have drøftet spørgsmålet med en advokat og uden at forstå konsekvensen af deres samtykke.

Forældrene har i deres møde med kommunen fået en forståelse af, at de ved en frivillig anbringelse 1) har meget mere at skulle have sagt, 2) har ret til mere samvær, 3) at de til enhver tid kan hente deres barn hjem og endda, 4) at de mister forældremyndigheden, hvis ikke de siger ja til en frivillig anbringelse.

Ingen af disse ting passer. Tværtimod.

Man skal som forælder være opmærksom på, at hvis et barn bliver tvangsanbragt af børn- og ungeudvalget, bliver det ved første møde om anbringelse typisk bestemt, at man skal kigge på sagen igen efter 1 år.

Hvis man har sagt ja til en frivillig anbringelse og ikke oplever, at man bliver hørt i anbringelsessagen eller kommunen ikke arbejder på hjemgivelse, så kan man trække sit samtykke. Men i det tilfælde vil børn- og ungeudvalget typisk træffe afgørelse om, at man først skal kigge på sagen igen efter 2 år.

Gratis advokathjælp

Når kommunen tager spørgsmålet om anbringelse op, er det vigtigt, at du drøfter dette med en advokat, som kender reglerne for anbringelse og kan vejlede dig om din retsstilling.

Vi er altid klar til en uforpligtende snak om anbringelse, herunder om det skal være frivillig eller tvangsmæssig anbringelse.

Du har ret til gratis advokatbistand, hvis du udsættes for en tvangsfjernelse. Det gælder både forældre og børn/unge, der er fyldt 10 år. Du har frit advokatvalg blandt alle advokater i Danmark, og udgifterne til advokaten bliver betalt af det offentlige.

WTC advokaterne har nogle af de mest erfarne advokater inden for anbringelsesområdet, som kan guide dig igennem processen.

Vi hjælper med:

  • Overblik over dine rettigheder og muligheder i sagen
  • Løbende rådgivning undervejs i kommunens sagsbehandling
  • Deltagelse på møder hos kommunen, Ankestyrelsen samt retten

Hvis du har spørgsmål eller ønsker rådgivning i forbindelse med en tvangsfjernelse, er du meget velkommen til at kontakte os.

Du kan også læse mere om vores rådgivning vedrørende forældre og børn her.

Har du spørgsmål?

Hvis du ønsker at høre mere, eller har spørgsmål til artiklen, så er du velkommen til at kontakte os.

Del artiklen

Del artiklen med dit netværk