Mange tror fejlagtigt, at det først er under ægteskabet, at man risikerer at hæfte for sin partners gæld. I virkeligheden er det ofte i forbindelse med en skilsmisse, at gælden kan få alvorlige økonomiske konsekvenser.
Formuefællesskab og hæftelse – hvad betyder det?
Ægteskabets formuefællesskab betyder ikke, at man hæfter for hinandens gæld, medmindre man sammen har optaget et lån og begge har underskrevet.
Derimod kan den ene ægtefælles gæld i forbindelse med en skilsmisse få indirekte stor betydning. Ved et ægtefælleskifte bliver både gæld og formue gjort op og delt. Det kan i praksis betyde, at den ene part ender med at skulle aflevere mere til sin tidligere ægtefælle, selv om vedkommende ikke selv havde gæld.

Sådan kan en bodeling regnes ud i forbindelse med skilsmisse
Eksemplet nedenfor illustrerer, hvordan den enes gæld kan påvirke fordelingen mellem ægtefællerne.
Hustruen og manden skal skilles. De har formuefællesskab og ejer sammen fast ejendom, bil og et sommerhus. Manden har dog en studiegæld på kr. 200.000 fra tidligere.
Deres aktiver udgør hver især kr. 500.000. Når formuen skal deles, laver de hver deres opgørelse, hvor gæld trækkes fra værdierne. Sådan ser udregningen ud:
- Hustruen har ingen gæld og skal aflevere halvdelen af sit overskud – altså kr. 250.000 – til manden.
- Manden fratrækker sin studiegæld og har derfor kr. 300.000 tilbage. Manden skal herefter aflevere halvdelen af sit overskud – kr. 150.000 – til hustruen.
Resultatet bliver, at manden står tilbage med kr. 600.000, mens hustruen kun har kr. 400.000, selvom hun ikke har andel i hans studiegæld. Manden hæfter dog fortsat alene for gælden – men hans gæld påvirker altså alligevel bodelingen, hvorved hustruen i ovennævnte eksempel kommer til at ”betale” halvdelen af mandens gæld.
Beskyt dig med en ægtepagt
Selv om problematikken først opstår ved en skilsmisse, kan du tage dine forholdsregler allerede indendu indgår et ægteskab.
Det er fornuftigt at drøfte økonomien, inden man gifter sig. Med en ægtepagt kan man blandt andet sikre, at den enes eksisterende formue eller en del af friværdien i en ejendom bliver gjort til særeje, hvis den anden ægtefælle går ind i ægteskabet med gæld.
På den måde holdes særeje uden for bodelingen, og den anden ægtefælles gæld skaber ikke økonomisk ubalance, hvis ægteskabet ophører.
Det er også en mulighed at aftale i en ægtepagt, at den ene ægtefælles gæld ikke skal fratrækkes delingsformuen i forbindelse med en skilsmisse og en bodeling.
Fakta om skilsmisse og økonomi
- Når du bliver gift, får du automatisk formuefællesskab med din ægtefælle.
- Formuefællesskabet er en automatisk formueordning, der gælder for ægtefæller i Danmark, medmindre der er oprettet en ægtepagt med særeje.
- For ægtefæller er det muligt at oprette en ægtepagt, der fastlægger, at personlig gæld ikke skal indgå i den deling af formuen, der sker ved separation, skilsmisse eller dødsfald.
- Du hæfter ikke for din ægtefælles gæld under ægteskabet.
- Ved en skilsmisse og en bodeling skal begge parters gæld og formue gøres op.
- Er I enige om fordelingen, kan I selv aftale, hvordan boet skal deles.
- Hvis I ikke er enige om bodelingen, gælder reglen om ligedeling.
- Ligedeling betyder ikke, at alt deles ligeligt – men at hver part skal aflevere halvdelen af sit nettooverskud til den anden, efter gæld er fratrukket.
Du kan også læse mere om ligedeling i forbindelse med skilsmisse og bodeling her: Er ligedeling den rigtige løsning for jer?
Har du brug for rådgivning?
Vil du vide, hvordan du bedst beskytter din økonomi ved skilsmisse? Vi hjælper med bodeling, ægtepagter og forhandling mellem parterne.
Har du spørgsmål?
Hvis du har brug for hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.
Kontakt en ekspert på området





