Det nye regeringsgrundlag fra den netop udnævnte Firkløverregering gør det mere relevant end nogensinde at tage stilling til og få igangsat generationsskifte af virksomheder fra familiens ældre til den yngre generation. Regeringen lægger blandt andet op til at fordoble beskatningen af store arvesummer over 10 mio. kr. fra 15% til 30%.
Selvom der endnu ikke er vedtaget lovgivning, og det derfor fortsat usikkert, i hvilket omfang og hvordan ændringerne konkret vil blive gennemført i praksis, er budskabet klart: Hvis et generationsskifte alligevel skal gennemføres i de kommende år, er det et godt tidspunkt at få overblikket og igangsat processen nu, mens handlemulighederne fortsat er åbne. Tilsvarende bør udspillet give formuende ejerledere, der ellers ikke påtænkte generationsskifte, anledning til genovervejelse.
Varslet højere boafgift kan ændre regnestykket
I regeringsgrundlaget lægges der op til, at store arvesummer skal beskattes hårdere. Det peger i retning af, at generationsskifte kan blive dyrere at udskyde, særligt hvor der er betydelige værdier bundet i virksomheden eller i ejerens samlede formue.

For mange virksomhedsejere er pointen derfor ikke nødvendigvis, at et generationsskifte skal gennemføres straks, men at det kan være risikabelt at vente med at undersøge mulighederne.
Når de politiske signaler går i retning af øget beskatning og ændrede rammer for overdragelse, bliver rettidig planlægning vigtigere. Det gælder ikke kun i forhold til familieoverdragelser, men også i forhold til ejerstruktur, finansiering, værdiansættelse og den samlede tilrettelæggelse af overdragelsen.
Uvist, hvordan vilkårene for succession og gaver i levende live bliver
Efter de nugældende regler kan bo- og gaveafgiften i visse tilfælde nedsættes til 10 % ved overdragelse af erhvervsvirksomheder til nære familiemedlemmer, hvis betingelserne for skattemæssig succession er opfyldt.
Hvis de varslede ændringer bliver gennemført i en form, der reelt skærper afgiften fra 15% til 30% ved arv af større formuer, uden at der samtidig indføres progressionsgrænse for gaveafgift ved gaver givet i levende live, vil det fremover være endnu mere fordelagtigt at generationsskifte erhvervsvirksomheder fra den ældre generation til den yngre med skattemæssig succession, ligesom det vil være fordelagtigt at give gaver i levende live til kommende arvtagere til en gaveafgift på 15% fremfor en arveafgift på 30%. Herunder kan det vise sig relevant at give gaver i levende live for at bringe arvemassen under progressionsgrænsen på de 10 mio. kr., som der lægges op til i regeringsgrundlaget.
Flere modeller for generationsskifte bør overvejes
Et generationsskifte er i dag ikke kun et spørgsmål om overdragelse til børn eller andre familiemedlemmer. I mange virksomheder kan den rigtige løsning være overdragelse til nøglemedarbejdere, en kombinationsmodel eller en model med medarbejdereje. Regeringsgrundlaget peger også på medarbejdereje som et område, der ønskes fremmet.
Det gør det endnu mere relevant at få vurderet, hvilken model der passer bedst til den konkrete virksomhed.

For nogle vil en familieoverdragelse være den naturlige løsning. For andre vil det være mere hensigtsmæssigt at forberede et salg eller en gradvis overdragelse til den ledende medarbejderkreds. Når de skattemæssige rammer samtidig er under politisk behandling, er der god grund til at få disse muligheder belyst i tide.
Læs også: Medarbejderejevirksomhed – en ny model for kollektivt generationsskifte
Også ejendomsvirksomheder bør være opmærksomme
For ejere af udlejningsejendomme og andre formuetunge strukturer er der også grund til opmærksomhed. Regeringen lægger op til at se nærmere på beskatningen af gevinster på fast ejendom, og selv om der endnu ikke foreligger konkrete lovforslag, viser det, at beskatningen af fast ejendom fortsat er politisk i spil.
Ved generationsskifte af ejendomsvirksomheder kan selv mindre ændringer i afgifts- og skatteregler få stor økonomisk betydning. Det gælder både for værdiansættelsen, strukturen og valget mellem arv, gave eller anden overdragelsesmodel. Også her kan det derfor være en fordel at få vurderet mulighederne, før de politiske udmeldinger eventuelt omsættes til ny lovgivning.
Det rigtige næste skridt er at få overblik
Konklusionen, her hvor den nye regering netop er tiltrådt, er derfor ikke, at alle bør gennemføre et generationsskifte med det samme. Dog giver regeringsgrundlaget og den varslede, væsentlige forhøjelse af arveafgiften for formuende boer anledning til, at mange bør gennemgå og analysere deres situation – eventuelt med bistand fra advokat, revisor, bank eller anden rådgiver.
Jo tidligere mulighederne bliver gennemgået, desto bedre er forudsætningerne normalt for at tilrettelægge en holdbar løsning til gavn og glæde for virksomhedsejeren, virksomheden og arvtagere.
Du kan læse mere om vores ydelser inden for generationsskifte her
Har du spørgsmål?
Hvis du har brug for hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.
Kontakt en ekspert på området

Casper Vahr Glorvigen
Advokat (L) | Partner




