En bred politisk aftale lægger op til væsentlige ændringer i reglerne om korttidsudlejning. Aftalen skal være med til at styrke myndighedernes kontrol, begrænse misbrug og sikre bedre håndhævelse – særligt over for ulovlig erhvervsmæssig udlejning på udlejningsplatforme som Airbnb.
En ny ramme for korttidsudlejning
Korttidsudlejning har i de senere år fået en markant udbredelse, ikke mindst via digitale platforme. Udviklingen har skabt nye muligheder for boligejere, men har samtidig udfordret de eksisterende regler og myndighedernes muligheder for effektiv kontrol.
En ny politisk aftale fra januar 2026 har til formål at skabe en bedre balance mellem fleksibiliteten i deleøkonomien og hensynet til boligmarkedet. Selve aftalen lægger op til en styrket håndhævelse af de gældende regler ved at gennemføre en række ændringer af sommerhusloven.
Aftalen indeholder følgende fem initiativer:
1. Indførelse af lovbestemt oplysningspligt
2. Indførelse af mulighed for at udstede påbud over for udlejningsplatforme til at gribe ind over for ulovligt indhold
3. Bedre muligheder for sanktioner
4. Kommunerne får mulighed for at få en aktiv rolle i tilsynet
5. Ejendomsejeren orienteres, hvis lejeren har udlejet lejemålet i strid med sommerhusloven
Det centrale element i aftalen er, at myndighederne får bedre redskaber til at føre tilsyn. Hidtil har det i praksis været vanskeligt at dokumentere ulovlig udlejning, blandt andet fordi relevante oplysninger ikke har været tilgængelige. Nu vil tilsynsmyndigheden i forbindelse med konkrete tilsynssager kunne påbyde ejere, brugere eller udlejningsplatforme at give relevante oplysninger, herunder også ved overtrædelser kunne udstede et påbud til den enkelte platform om f.eks. at blokere for yderligere reservationer.
Læs også: Overvejer du at blive udlejer? Her er 6 gode råd til dig!
Hvilke regler gælder i dag?
Reglerne for korttidsudlejning af helårsboliger fremgår af sommerhuslovens §§ 5-6 og fastsætter klare grænser for, hvor mange dage en bolig må udlejes årligt.
Som udgangspunkt må du :
- Udleje din helårsbolig i op til 30 dage pr. kalenderår, hvis udlejningen sker uden brug af en udlejningsplatform.
- Udleje op til 70 dage, hvis udlejningen sker via en platform, som automatisk indberetter lejeindtægterne til Skattestyrelsen.
- Udleje op til 100 dage, hvis kommunen beslutter det, forudsat at udlejningen fortsat sker via en indberettende platform.
Skærpede sanktioner
Den nye aftale indebærer en markant forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelser. Hvor sanktionerne tidligere har været relativt begrænsede, lægges der nu op til bøder, der i højere grad afspejler den økonomiske gevinst ved ulovlig udlejning.

Kilde: By-, Land-, og Kirkeministeriet
Dette ændrer risikoen for både private og professionelle aktører. Særligt ved gentagne eller systematiske overtrædelser vil der kunne være tale om betydelige økonomiske konsekvenser, herunder mulighed for konfiskation af indtjeningen udover selve bøden for overtrædelsen.
Fremtiden for korttidsudlejning
Den politiske aftale markerer en tydelig stramning af reguleringen af korttidsudlejning i Danmark. Der er endnu ikke tale om gældende ret, men på baggrund af aftalen, forventer regeringen at fremsætte et lovforslag om ændring af sommerhusloven i første halvår af 2026 – hvilket dog formentligt forsinkes af de nuværende regeringsforhandlinger.
Det er samtidig aftalt, at udviklingen på området skal følges, og at aftalen genbesøges senest i første kvartal af 2028.
For aktører på området betyder det, at det allerede nu kan være hensigtsmæssigt at gennemgå egen praksis og sikre, at udlejning sker i overensstemmelse med de gældende regler. Aftalen indikerer, at myndighederne fremover vil have øget fokus på området og bedre muligheder for at gribe ind over for eventuelle overtrædelser.
Kontakt en ekspert på området
Har du spørgsmål? Hvis du ønsker at høre mere, har spørgsmål til artiklen, eller er usikker på, hvad de nye regler betyder for dig, er du velkommen til at kontakte os.
Har du spørgsmål?
Hvis du har brug for hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.
Kontakt en ekspert på området




Henrik Roslev Østergaard
Advokat (H) | Partner




