Er du på jagt efter din drømmebolig, er det vigtigt, at du har kendskab til de regler, der gælder for ejendomsmæglere i Lov om formidling af fast ejendom, også kendt som ‘Ejendomsmæglerloven’.
Bestemmelserne i ejendomsmæglerloven behandler overordnet blandt andet, hvad ejendomsmægleren skal oplyse i salgsopstillingen og købsaftalen. Loven beskriver også ejendomsmæglerens ansvar samt hvilke muligheder ejendomsmægleren har for at tage betaling.
Reglerne er suppleret af en bekendtgørelse, der giver mere detaljerede regler om formidlingsaftalen, salgsopstillingen og købsaftalen.
Ejendomsmæglerloven indeholder også en række regler, der regulerer ejendomsmægleres virksomhed, som f.eks. hvordan man bliver mægler, og hvordan mæglervirksomheder skal reguleres og drives, men som ikke har direkte betydning for forbrugerne.
Læs også: Selvsalg: Har du selv fundet en køber til din bolig?
Sælgers mand
Ejendomsmægleren er i henhold til loven alene sælgers mand. Det betyder, at ejendomsmægleren kun skal rådgive sælger i forbindelse med salget, men ikke har pligt til at vejlede køber. Ejendomsmægleren skal dog give køberen nogle bestemte oplysninger om ejendommen, der skal være relevante og korrekte. Ejendomsmægleren må heller ikke lave skøde – dvs. ”berigtige” handlen – hvis mægler har solgt ejendommen.
Strengt ansvar
Der skal være én ansvarlig ejendomsmægler på hver enkelt salgsopgave, og ejendomsmæglerne hæfter for deres ansattes handlinger.
Ansvaret, som ejendomsmægleren vurderes efter, er et såkaldt ”strengt professionsansvar”, hvilket typisk betyder, at ejendomsmægleren skal bevise, at han ikke har lavet en fejl.
Derudover skal ejendomsmægleren betale en godtgørelse til forbrugeren, hvis mægleren har lavet en beregningsfejl ved beregningen af provenuet fra salget eller hvis den udgift, som forbrugeren har ved at bo i ejendommen, ikke er korrekt beregnet. Også hvis værdiansættelsen er forkert, skal mægler betale godtgørelse til sælgeren.
Forenklede købsaftaler fra DE
For at gøre det lettere for købere og sælgere har Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) udarbejdet standardiserede købsaftaler med en fortrykt tekst, der anvendes ved stort set alle boligsalg. Hvis mægleren følger bestemmelserne i de standardiserede købsaftaler, vil de normalt opfylde betingelserne i loven.
Købsaftalen er opdelt i tre dele:
- Individuelle vilkår for den enkelte ejendom
- Standardvilkår
- Salgsopstilling
Det er vigtigt at få gennemgået alle tre dele grundigt, da de alle hver især har stor betydning for handlen og er indbyrdes forbundne.
Når mægleren ikke er købers rådgiver, er det vigtigt, at man som køber retter henvendelse til en rådgiver, der på grundig og uafhængig vis kan gennemgå købsaftalen og de forskellige dele heri, og sammenholde indholdet heraf med de øvrige – mange – dokumenter om ejendommen.
Hos WTC advokaterne A/S er boligadvokaterne specialiserede og uddannede i at yde rådgivning til private købere og i forbindelse hermed hjælpe og rådgive om de mange bestemmelser og forhold, der skal tages i betragtning som køber.
Det er ikke enkelt at købe bolig, og det er derfor vigtigt at boligkøbere alliere sig med en troværdig og uafhængig rådgiver som boligadvokaterne hos WTC advokaterne A/S.
Går du med tanker om at købe bolig, er du meget velkommen til at kontakte os.
Har du spørgsmål?
Hvis du ønsker at høre mere, eller har spørgsmål til artiklen, så er du velkommen til at kontakte os.
Kontakt en ekspert på området








