ESG for mindre virksomheder – hvad skal du vide?

ESG for mindre virksomheder – hvad skal du vide?

ESG for mindre virksomheder – hvad skal du vide?
Udgivet den 19. nov. 2025

Del artiklen

Tror du også, at ESG-krav kun gælder store virksomheder? Som mindre virksomhed kan du også blive ramt. Mindre virksomheder bliver i stigende grad mødt med forventninger og forpligtelser, som stammer fra de ESG-krav, der rammer store virksomheder. Her får du et indblik i, hvilke ESG-krav du som mindre virksomhed kan blive ramt af samt hvorfor opfyldelse af kravene kan være en forretningsmæssig fordel.

ESG for mindre virksomheder

Mange mindre virksomheder tror, at ESG primært er relevant for større virksomheder, som er omfattet af EU’s direktiv om bæredygtighedsrapportering (CSRD). CSRD trådte i kraft fra regnskabsåret 2024 og omfatter i første omgang børsnoterede virksomheder og meget store virksomheder (typisk i regnskabsklasse D og udvalgte store regnskabsklasse C-virksomheder). CSRD erstatter og udvider de eksisterende regler i årsregnskabslovens § 99 a, som allerede i dag forpligter visse store virksomheder til at redegøre for deres samfundsansvar.

Virksomheder, der er rapporteringspligtige efter CSRD, skal rapportere om hele værdikæden, inkl. underleverandører og samarbejdspartnere. Det betyder, at mindre virksomheder kan blive mødt med en indirekte rapporteringspligt om f.eks. klimaaftryk (CO₂-emissioner), arbejdsvilkår og sociale forhold, menneskerettigheder samt miljø- og leverandørpolitik, for at de større virksomheder i værdikæden kan leve op til deres rapporteringsforpligtelser.

Overholder dine oplysninger om ESG markedsføringsloven?

Hvis en virksomhed – stor som lille – frivilligt offentliggør oplysninger, herunder om ESG, f.eks. på sin hjemmeside, i presseomtale eller i kampagner, skal disse udsagn overholde reglerne i markedsføringsloven, som håndhæves af Forbrugerombudsmanden.

Ifølge markedsføringsloven må virksomheder ikke give urigtige eller vildledende oplysninger, herunder om virksomhedens miljøpåvirkning, sociale forhold eller governance. Markedsføringsloven fastslår derudover, at anprisninger – f.eks. at et produkt er “klimavenligt”, “CO₂-neutralt” eller “bæredygtigt” – skal kunne dokumenteres.

Du kan også høre Alexandra fortælle om, hvad ESG betyder for mindre virksomheder:

Greenwashing – en juridisk faldgrube

Greenwashing er vildledende markedsføring, hvor en virksomhed giver indtryk af at være mere miljøvenlig eller bæredygtig, end der er belæg for.

Forbrugerombudsmanden har i sin vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande m.v. fra 2014 samt i sine anbefalinger om miljømarkedsføring fra 2024 fastslået, at generelle, værdiladede udsagn m.v. typisk vil være vildledende, medmindre udsagnene konkretiseres og dokumenteres.

Det kan være udsagn som:

  • skånsom mod miljøet
  • miljørigtig
  • klimavenlig
  • grøn

I Østre Landsrets dom U.2022.3658.Ø blev en virksomhed kritiseret for at anvende betegnelsen “CO₂-neutral” uden tilstrækkelig dokumentation.

Derfor må sådanne virkemidler ikke anvendes i markedsføringen, hvis en miljøgevinst ikke kan dokumenteres på et sikkert og korrekt grundlag. Virksomheden kunne ikke, ud fra en livscyklusvurdering, dokumentere en sådan miljøgevinst, og markedsføringen var derfor vildledende.

Sagerne illustrerer, at der kræves objektiv, skriftlig dokumentation for ESG-relaterede påstande, og at også påstande, som kan synes harmløse eller meget generelle, skal kunne dokumenteres.

Forsikringer og banker stiller nye krav til dokumentation for ESG-initiativer

I praksis oplever mange mindre virksomheder, at adgang til finansiering eller forsikring nu forudsætter dokumentation for ESG-initiativer. Banker foretager ofte vurderinger af ESG-risici som led i deres kreditvurderinger, og forsikringsselskaber begynder at stille betingelser om risikostyring, arbejdsforhold og dokumenterede miljøindsatser.

Dette er en direkte konsekvens af EU’s taksonomiforordning og SFDR (Sustainable Finance Disclosure Regulation), som pålægger finansielle aktører at rapportere om bæredygtighedsrelaterede risici og påvirkninger – også i deres investerings- og låneporteføljer. Som følge heraf bliver vurderingen af de mindre virksomheders ESG-forhold et element i finansielle institutioners risikostyring og rapportering.

Fordele ved strategisk brug af ESG

ESG bør ikke alene betragtes som en compliance-udfordring. Når det gribes rigtigt an, kan ESG bidrage til øget kundedialog og tillid. Derudover kan man opnå betydelige kontraktmæssige fordele med adgang til udbud eller partnerskaber, hvor bæredygtighed er et konkurrenceparameter.

Gennemtænkte politikker, whistleblowerordninger og leverandørklausuler er nogle af de værktøjer, der bliver mere og mere relevante – også for mindre virksomheder.

Har du brug for rådgivning om din kommunikation og markedsføring overholder reglerne inden for ESG og greenwashing? Så læs mere eller tage fat i en af vores specialister her


Har du spørgsmål?

Hvis du har brug for hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.

Del artiklen

Del artiklen med dit netværk